onsdag den 18. januar 2017

Jeg vil bare gerne vide hvem han er!

Nu er det igen længe siden jeg har skrevet her.
Jeg er ikke klar over, hvor mange der stadig kommer forbi bloggen og om den er brugbar.

Status ift. min søgen - jeg leder stadig efter min biologiske far.
Jeg har nogle få oplysninger at søge efter og jeg håber stadig at der en dag er en der genkender det OG vil informere mig om det.

Jeg kan fortælle, at jeg nok er tættere på end sidste gang jeg skrev - men lad os se hvad det ender med!

Jeg har brugt meget tid på at søge efter journaler vedr. min adoption på rigsarkivet - det er utroligt hvilke oplysninger der ligger gemt der uden at man ved det.

Til de som måske heller ikke ved hvem biofar er - så opgiv ikke. Der kan findes mange oplysninger på arkiverne.

Jeg håber det lykkes for mig engang. Jeg ønsker bare at vide hvem han er - det betyder rigtig meget.





søndag den 10. juli 2016

Ny info om biofar

Efter at have troet i 6 år at min biofar er tysker - viser det sig at det sikkert ikke er sandheden. Jeg har via min adoptionssag fået andre informationer. Her er min biofar beskrevet - men ikke som en tysk håndværker.

Han er beskrevet som købmandsuddannet, i 30'erne, fraskilt og med barn. Her står desværre intet navn.

Så skulle man jo tro at det var nemmere at finde ham end den tyske håndværker. Desværre stadig ingen hjælp fra biomor. Håber det lykkes. Vil bare vide hvem han er, ikke andet!

torsdag den 11. februar 2016

Adoptiv barnets (u)forklarlige sorg...

Jeg har tidligere skrevet om sorg og angst. Jeg har kun lige berørt det kort på bloggen. Det har ikke været nemt at skrive om.

Det er ikke nemt at skrive om, da det er svært at forklare og redegøre for andre, hvad det handler om. Tænker andre at det er skørt? At jeg da burde have det godt? At man da ikke tager skade af at bo på børnehjem i bare 4-5 mdr? At det da var skønt at få sådan en dejlig kerne(adoptiv)familie.....

Sådan har jeg selv tænkt. Hvad er det dog der er galt med mig, når jeg føler denne dybe sorg jeg ikke kan sætte ord på? Hvorfor er jeg ked af det når jeg burde være glad? Der er da ikke noget at være ked af?

Med tiden har jeg mødt, set og læst om mange adoptivbørn der har det på samme måde. I den fantastiske gruppe på Facebook "Danske adopterede" er der en åbenhed og ærlighed, hvor man føler sig forstået og hørt! Mange terapeuter og psykologer bekræfter at det lille adoptivbarn oplever en stor sorg ved at blive bortadopteret. Dokumentaren om "Erik Valeur", som oplever at være påvirket af at have været levet 2 år på børnehjem og som opsøger sin fortid, giver også et fantastisk indblik og for mig genkendelse i disse svære og (u)forklarlige følelser, som følger nogle adoptivbørn.

Jeg har haft svært at ved knytte mig til andre - har haft svært ved afvisning - og det var nemmere at lade være end at gøre et forsøg, hvor man kunne fejle.

Heldigvis blev jeg opmærksom på dette og har arbejdet med det i mange år - gør jeg stadig. Så jeg kan leve med det - men det er bare så vigtigt, at de små børn som bliver taget væk i barselssengen - fra familien i hjemmet - fra det kendte - til noget helt ukendt, bliver støttet, hjulpet og forstået i denne sorg - for den er der!!! Der er ikke nogen der fortjener, at skulle leve med en så stærk sorg uden at alt bliver sat ind for at bearbejde den.

FORLADSHEDSTRAUME:

"Selve fødslen vil være en traumatisk begivenhed i sig selv, hvis moren er klar over, at hun ikke vil beholde sit barn. Smerterne bliver meningsløse og overvældende, og følelsesmæssigt vil hunantageligvis være fyldt af sorg, vrede og håbløshed. Under de omstændigheder kan der opstå alle mulige komplikationer, fordi det ”samarbejde”, der ideelt set skulle være
mellem mor og barn slet ikke kan fungere.
Og når barnet endelig er født, bliver det sikkert ikke mødt på sin naturlige
instinktive adfærd i forhold til at søge mad, kontakt og beskyttelse. Det bliver ikke budt velkommen til verden. For en del børns vedkommende bliver de konkret forladt allerede her. De bliver fjernet straks efter fødslen
og opnår derfor ikke at komme i morens arme eller blive lagt til hendes bryst. Det som ligger indbygget i barnet (og i moren) som en biologisk forprogrammeret plan bliverbrutalt afbrudt, og det er voldsomt traumatisk
       Det tidlige forladthedstraume er hermed grundlagt.

Nervesystemet styres af den mest primitive del af hjernen kaldet reptilhjernen, og den har vi til fælles med krybdyrene.
De højere hjernefunktioner som pattedyr og primater udvikler er helt
afhængig af god yngelpleje.Det spæde barn kan ikke regulere sig selv. Når det er ophidset, reagerer det med en gråd, som er designet til at om
sorgsgiveren vil reagere på den. Ved at blive vugget,trøstet og få
den rette omsorg udefra, hjælpes barnet med reguleringen i nervesystemet.
      Barnets sunde vækst og højere hjerneudvikling har brug for utallige
daglige følelsesmæssige interaktioner med moren, faren eller det man kalder ”en primær omsorgsperson”.
     Når den sociale interaktion er for mangelfuld, vil barnets adfærd i højere grad blive præget af overlevelses adfærd; hvilket betyder,
at de områder af hjernen, der har med primitiv overlevelse at gøre, er de mest aktive.
      Adoptivbarnet er således nærmest ”forprogrameret” til overlevelse, når det møder sine adoptivforældre, og selve mødet kan i sig selv være en overvældende og traumatisk oplevelse.
Det som for adoptivforældrene er kulminationen på en lang, besværlig proces i forhold til at få deres ønskebarn, er for barnet måske endnu en bekræftelse på en uforudsigelig, farlig verden, hvor man kun har sig selv at stole på..."

KILDE: Psykolog, cand.pæd.psych. Tove Mejdahl

http://seforeningen.dk/files/articlefiles/Bibliotek/Offentligeartikler/TERAPI%E2%80%93Anvendtteori/Forladthedstraume%20nervesystem%20og%20se-terapi.pdf


tirsdag den 2. februar 2016

Jeg har mødt biomor...

Det er desværre alt for længe siden jeg har skrevet her. Jeg er her stadig. Jeg bruger stadig energi på at få ro på i min søgen efter ... ro.

Min søgen efter min biofar er stadig aktiv. Det kom så langt at jeg faktisk fandt en af de tyskere som havde været i samme by, samme sted og næsten samme tid... Bare et år for sent. Så må starte forfra igen.

Jeg har mødt min biomor. Jeg troede aldrig det ville ske. Dagene op til havde jeg det helt fysisk dårligt - det føltes som et pres. Jeg tog afsted og  havde ingen forventninger. Det turde jeg ikke. 
Jeg fik et høfligt håndtryk og vi satte os et sted og drak juice. Fik lidt svar på min begyndelse på livet og lidt small talk. Det var dejligt at de hende i virkeligheden. Det var ikke et gensyn som i sporløs - men følte det var fint og ægte. Vi sagde farvel efter nogle timer og fik et knus. Er glad for at jeg gjorde det.

Om jeg nogensinde finder biofar, ved jeg ikke... Men giver nok aldrig op...


torsdag den 6. august 2015

Min søgning efter biofar...

Det er igen ved at være længe siden, at jeg har skrevet!

Det er ikke fordi "at være adopteret" ikke fylder længere - jeg har brugt en del energi på at søge efter biofar.

Jeg har søgt efter info om ham på Facebook - i søgegrupper, i by grupper og også fysisk eftersøgning i et par byer i Fakta! 

Jeg har lavet tyske eftersøgninger i diverse søge- og bygrupper.

Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange med info, der ville oversætte eller bare gerne ville hjælpe:o)

Alt det info jeg har modtaget samt biomors info og så også mine forældres erindringer har givet et samlet billede og en mulig biofar, hvor jeg nu har kontakt til familien.

Han er tysk og min henvendelse blev ikke modtaget så positiv. Det forstår jeg - jeg håber, regner med og forventer at høre fra dem igen, når der er gået lidt tid.

Men det er lidt svært igen at blive afvist, ikke at blive troet på og at skulle presse på for at "være her"....



 

torsdag den 21. maj 2015

Jeg har søgt efter min biofar

Det er længe siden jeg sidst har skrevet. Jeg har nu prøvet at lave en offentlig efterlysning efter min biofar på facebook. Det gav ikke noget resultat. Fandt ham ikke. Der var rigtig mange der gerne ville hjælpe og mange der kunne huske lidt.

Min efterlysning var lidt ala:

"Søllested Lolland 1981 - tysk håndværker.
Søger min biofar som ikke ved jeg er her.
Han arbejde i Søllested 1981 og kendte
min biomor Lone fra Søllested/KBH."

Der var rigtig mange der kunne huske tyske håndværkere i 1981 - men det var både sandblæsere, olieborer, tømrer osv.

Noget andet er at jeg tvivler på om min biofar overhovedet var tysk. Om de oplysninger jeg har fået er rigtige.

Hvis han bare var en tysk håndværker, hvorfor må han så ikke vide at jeg er her? Hvorfor må jeg så ikke vide hvem han er? Jeg ved det ikke...


Selv om jeg ikke fandt ham, så føltes det rigtig godt at vise at jeg er her og selv gøre noget for at finde ham!